Fra Hevler til Herlev

Ja, vi har egentlig kun været i Hevler (den kurdiske regions hovedstad) i forholdsvis få timer, men overskriften rimer.

I går aftes kom vi hjem fra vores rejse efter en rigtig stroppetur fra Bozen / Bolzano, og nu er vi temmelig trætte. Den sidste rejsedag gik meget tilfredsstillende, og vi nåede gedser-færgen lige som den skulle lægge fra.

På TV viste de foruroligende billeder af snekaos i de vestlige alper, men der hvor vi skulle igennem var der heldigvis ingenting.

Vores fremlejere har vi haft kontakt til, og de rejser netop i dag, så vi kan ovenikøbet flytte ind i vores lejlighed med det samme. Det glæder vi os til!

Tak til alle jer, der har fulgt vores rejse på bloggen – der har været dejligt at have lejlighed til at fortælle om vores oplevelser undervejs, og det har også været rart med de mange hilsener undervejs.

Godt nytår!

Øhop

Vi kom frem til Smirni / Izmir i mørket, mens benzinmåleren blinkede foruroligende. Der var ingen tankstationer på motorvejen, så vi kørte fra og søgte efter en tank i byen. Da vi endelig fandt en, tankede vi 39,7 liter – 3 dl fra tom tank.

Da vi kom tilbage på motorvejen var det begyndt at regne. Inden længe var et voldsomt uvejr igang med stormstød, lyn og torden. Vi kørte langsomt til Cesme, hvor vi hurtigt fandt et hotel. Det var da holdt op at regne.

Det viste sig at færgens afgang til den græske ø Chios var udsat til næste morgen – heldigt for os! Da vi kom over til Chios var der ligeledes heldigt en færge videre til Pireaus samme aften. Desværre dog var der kun de dyreste pladser tilbage, men til gengæld sov vi godt. Bilerne stod tætpakket på dækket, så man kun kan komme ind i dem i takt med de foranstående får dem flyttet.

Klokken var efterhånden 8 før vi kunne køre mod Athen. Vi kørte mod Kipseli for at hilse på min mormor. Først spiste vi en spanakopita og tændte et lys i Hellig Lukas kirken. Så købte vi en julestjerne og bankede på hos mormor. Hun lyste op i et stort smil, men det var nok tvivlsomt om hun lige regnede ud, hvilken en fra familien der kom på besøg.

Derefter besøgte vi min fætter, hans forældre, Emilies gudmor og hendes familie, hvorefter vi kørte til Skala Oropou nord for Athen. Vi kørte rundt over en time, før vi fandt hotel Paradise. Navnet var lidt overdrevet, men opholdet var tilfredsstillende.

Middag næste dag hilste vi på munk Fotius i Helligåndens kloster, hvorefter vi tog vejen mod Koroni på Peloponnes for at besøge min far. Det var netop blevet mørkt, da vi kom frem. Her til morgen stod vi op til smukt og klart vejr og udsigt over til de sneklædte tinder på den anden side af bugten.

Galavis har knoklet med at vaske vægge ned i det lille hus, som nær var brændt ned. Min far havde tændt gasvarmeren for at forberede huset til os, men fandt den i går morges nedsmeltet, og væggene sodsværtede.

Juledag stiger vi om bord i den lille røde igen, for at køre til færgen i Patras, hvorfra vi sejler til Ancona. Om alt går vel er vi hjemme omkring den 28. december.

Tyrkisk endestation

Efter lang kørsel gennem voldsom regn og blæst kun oplyst af kraftige lyn ankom vi i aftes til Cesme, hvorfra vi håber at tage færgen til Chios om nogle få timer. 

Turen langst Tyrkiets middelhavskyst har været overraskende smuk og behagelig. Vejret er sommervarmt, og vandet lige til at bade i, hvilket jeg dag også gjorde i nærheden af Antalya.

Kystområdet minder meget om Grækenland, men er utroligt grønt og frodigt. Karakteristisk er de mange mange drivhuse i alle byerne, og de mange bananpalmer. Bananen er åbenbart områdets særlige frugtafgrøde. De smager også godt.

Langs det meste af sydkysten kan man høre radio fra Cypern, og når man så lægger til turistindustrien, reklameskiltene og havudsigten, var det faktisk som at være i Grækenland.

Bortset fra selvfølgelig, at der ingen kirker er. Dem så vi til gengæld i en stor forladt landsby, der hedder Kayakoy nær Fethiye. Denne by har dannet udgangspunkt for den fængslende roman Birds Without Wings, som handler om samlivet mellem kristne og muslimer før Mustafa Kemal Atatyrk. Krigen og det nye regime betød, at alle kristne blev udvekslet med muslimer fra Grækenland og Bulgarien. Da alle håndværkere stort set var kristne, betød det, at en by som Kayakoy/Millesi mistede sit livsgrundlag, og med tiden blev helt forladt. I dag står den som museum med 2000 sammenfaldne huse. Desuden er der en del kirker, hvoraf de to er temmelig store.

På (h)Otel Bilen i Mardin

Første dag på hjemrejsen gik rimelig fint, og der er trådløst internet på hotellet!

Vi tog afsted kl 9 i smukt vejr efter en frostklar nat. Svigersøster Siber fældede tårer, og de unge vinkede efter os. Vi nåede grænsebyen Zacho efter knap 2 timer, og kunne se de høje sneklædte tinder inde i Tyrkiet.

Selvfølgelig var det igen lidt af en udfordring at skulle gennem grænsen. Først et par timer på den irakiske side, hvor man skal gå fra kontor til kontor. Heldigvis er de flinke. Dernæst et par timer på den tyrkiske side. Den ene time fordi politiet holdt sig en lang frokostpause. Jo, serviceniveauet er højt! Galavis blev lidt pirrelig over, at al bagagen skulle ud af bilen, og sendes igennem et gennemlysningsbånd ligesom i lufthavnene. Heldigvis er det meste pakket i klumper. Hvor mange kriminelle de får fat i på den måde, er jo ikke godt at vide, men man håbe at det trods alt har en præventiv virkning. Galavis svor i hvert fald, at hun aldrig mere skal til Tyrkiet.

Herefter (klokken var blevet næsten 15) gik det så uden afbrydelser til Mardin, som vi nåede efter 2½ time. Et pragtfuldt syn, når man nærmer sig på den flade slette, og i tusmørket ser byens lys spredt udover det bjerg, byen ligger på. Mardin er ligesom Amadia en ældgammel kristen by (selvom det kristne er gået noget af den). I det hele taget er det fascinerende, at de fleste af byerne i dette område har en historie, der går 2-3000 år tilbage. Fx skulle Abraham stamme fra en af småbyerne nær Sanliurfa.

Det er planen, at vi i morgen formiddag besøger et ældgammelt assyrisk kloster (Mar Hanania). Derefter går det videre mod Middelhavet. Jihaaaa!

Sidste dag i Amadia

Vi er nu tilbage i Amadia. Her er vinterkoldt, og det fryser om natten. Paa bjertoppene er der sne. Her er meget smukt i den klare luft. I morgen bliver vi klar til hjemrejsen, bilen pakket i seng i god tid. Og saa afsted soendag formiddag. Hvor langt vi naar 1. dag er til at sige, jeg haaber til Mardin.

Arafat

Ja, det er ikke ham Yashir, det handler om, men om en af årets store højtider her på disse kanter.

Jeg vågnede ved en kraftig brægen ganske tæt ved, men da jeg kiggede ud af vinduet, var der intet at se. Jeg skulle helt hen og kigge ned bag naboens mur, for at se fåret, der stod der i deres gård og klagede, mens det ventede på sin skæbne.

På denne dag er der ingen, der arbejder. Folk tager deres fineste outfit på, og tager på besøg hos hinanden. Det er vel lidt ligesom 2. juledag i Danmark. Bortset fra at man ofte tager rundt til hele familien og siger tillykke – først de ældste og så nedefter. Det bliver ikke mere end til 5 minutter hvert sted. Når man er færdig, kan man selv vente at få besøg. 

Man spiser også en traditionel middag, der her omkring består af ris, hvide bønner i tomat, kød kogt med abrikoser og kylling eller andet. Da vi var i bazaren i går blev der udover levende kyllinger også solgt kalkuner, ænder og kaniner.

Man sørger for at skaffe sig rigeligt med kød. Ja, som nævnt gerne et helt får. Det er også en offerhøjtid. Der skal være så rigeligt, at man kan gå rundt til naboerne og give dem en portion af det ferske kød. Arafat er også en tid for tilgivelse – og barmhjertighed. Denne dag skal man sørge for også at give til de fattige. 

Seks af børnehjemspigerne har ingen familie at fejre eid med i anledning af Arafat. Derfor inviterede vores værter dem til at komme her. Der var rigelig mad, for (de fleste) piger spiser mådeholdent. En af pigerne hang lidt med næbbet: det er både godt og skidt at blive inviteret, for så husker man desto mere sin egen familie.

Til sidst spillede Komiko fra det veltempererede klaver, måneskinssonaten m.fl.

I morgen tidlig tager vi afsted mod først Hawler, hvor vi skal hilse på én, der sørgede for at vi kom nemt gennem grænsen, og dernæst til Dohuk, hvor vi skal være hos Galavis´ familie. Shnoo kommer med os for at opleve Amadia et par dage. Det bliver hyggeligt, men bare ikke bilen sprækker.

Plager

Selvfølgelig hører man også en og anden grim historie, når man er i Irak. 

Vi mødte i går en mand, som engang blev fanget af politiet og tortureret i en måned, fordi han havde lagt hus til et illegalt møde, som han i øvrigt ikke havde noget at gøre med – men politiet ville gerne have navnene. Det var under Saddam.

Samme mand mistede for nylig en nevø, som var passager i en bil i Bagdad. Chaufføren forstod ikke instruktionerne fra de amerikanske soldater ved et checkpoint. Alle fire i bilen mistede livet.

Så skal vi minsandten allerede afsted igen

Tiden går jo som bekendt hurtigt. Nu er det ved at være slut med vores ophold her i Suleymania, hvis vi skal nå hjem til Danmark og fejre nytår med vores børn – og det kan vi næsten ikke vente med. 

På mandag eller tirsdag kører vi til Dohuk over Hawler, og den 14. december forventer vi at køre ud af Irak. Julen skal vi holde med farfar på Peloponnes, og derefter krydser vi nordpå mod de evindelige skyers land.

Inden da skal vi feste med 6 børnehjemspiger i anledning af bayram´en, der begynder på mandag. Det er en højtid, hvor man ligesom vores jul sidder i familiens skød, og æder sig gul og grøn. Så er det ikke rart, hvis man ikke har nogen at ty til. Vores værter foreslog derfor, at vi inviterede de piger, som ikke har familie. Så på mandag står den på ris, bønner i tomat, abrikosmums og masser af kød til kødspiserne.

Blinkende lygter

Det er dejligt, at alle hilser på os, når vi kommer kørende i den lille røde Yaris. Det skyldes nu ikke at vi er kendte, men at vi har lys på. Det bruger man ikke her. Jo, kun hvis man er ude i et hastende og vigtigt ærinde, eller hvis man er en vigtig person.

Derfor er der altid en modkørende, der blinker venligt med lygterne. En eller to gange. Eller nogle børn ude i siden, der rækker hænderne frem og klipper med fingrene. Eller en politimand, der peger insisterende på lygterne. Eller en soldat ved et checkpoint, der venligt gør opmærksom på “problemet”. 

Egentlig vil vi gerne slukke for lygterne, selv om de er gode for trafiksikkerheden. Men skruer man ned (altså tænder parkeringslyset), så dæmpes lyset i det særlige yaris-instrumentbræt, så man ikke læse det mere. Så vi må fortsat nyde de blinkende lygter.

En dreng med autisme

I går havde vi besøg af en lille dreng på 3 år med autisme. Hans far og mor er desperate efter at få hjælp, og bad Galavis om råd.

Her i landet er det en “nyopdaget” sygdom, og de færreste læger kan diagnosticere den. På NBC-news læste jeg, at en læge i Bagdad havde etableret et behandlingscenter, da han selv havde en autistisk søn. Lægen har siden forladt landet.

Drengen tuller rundt i cirkler med et glad smil på ansigtet, mens han siger huh-huh, og studerer en fluesmækker indgående. Han er dog næppe meget hårdt ramt, da han godt kan afledes og have øjenkontakt nogle øjeblikke ad gangen.

Forældrene er igang med at forsøge at etablere et netværk af familier med autistiske børn. Det er selvsagt svært at finde dem. Der er allerede etableret et lignende netværk i byen Hawler. Måske kan de i fællesskab rejse penge til at få hjælp. Problemet er dog stadig, at der ikke findes kyndige på området i landet.

Jeg vil prøve at undersøge, om det kunne være muligt at få en kyndig person til at rejse herned og give rådgivning på frivillig basis, selvom jeg tvivler meget på muligheden.