Tiden går jo som bekendt hurtigt. Nu er det ved at være slut med vores ophold her i Suleymania, hvis vi skal nå hjem til Danmark og fejre nytår med vores børn – og det kan vi næsten ikke vente med.
På mandag eller tirsdag kører vi til Dohuk over Hawler, og den 14. december forventer vi at køre ud af Irak. Julen skal vi holde med farfar på Peloponnes, og derefter krydser vi nordpå mod de evindelige skyers land.
Inden da skal vi feste med 6 børnehjemspiger i anledning af bayram´en, der begynder på mandag. Det er en højtid, hvor man ligesom vores jul sidder i familiens skød, og æder sig gul og grøn. Så er det ikke rart, hvis man ikke har nogen at ty til. Vores værter foreslog derfor, at vi inviterede de piger, som ikke har familie. Så på mandag står den på ris, bønner i tomat, abrikosmums og masser af kød til kødspiserne.