Arafat

Ja, det er ikke ham Yashir, det handler om, men om en af årets store højtider her på disse kanter.

Jeg vågnede ved en kraftig brægen ganske tæt ved, men da jeg kiggede ud af vinduet, var der intet at se. Jeg skulle helt hen og kigge ned bag naboens mur, for at se fåret, der stod der i deres gård og klagede, mens det ventede på sin skæbne.

På denne dag er der ingen, der arbejder. Folk tager deres fineste outfit på, og tager på besøg hos hinanden. Det er vel lidt ligesom 2. juledag i Danmark. Bortset fra at man ofte tager rundt til hele familien og siger tillykke – først de ældste og så nedefter. Det bliver ikke mere end til 5 minutter hvert sted. Når man er færdig, kan man selv vente at få besøg. 

Man spiser også en traditionel middag, der her omkring består af ris, hvide bønner i tomat, kød kogt med abrikoser og kylling eller andet. Da vi var i bazaren i går blev der udover levende kyllinger også solgt kalkuner, ænder og kaniner.

Man sørger for at skaffe sig rigeligt med kød. Ja, som nævnt gerne et helt får. Det er også en offerhøjtid. Der skal være så rigeligt, at man kan gå rundt til naboerne og give dem en portion af det ferske kød. Arafat er også en tid for tilgivelse – og barmhjertighed. Denne dag skal man sørge for også at give til de fattige. 

Seks af børnehjemspigerne har ingen familie at fejre eid med i anledning af Arafat. Derfor inviterede vores værter dem til at komme her. Der var rigelig mad, for (de fleste) piger spiser mådeholdent. En af pigerne hang lidt med næbbet: det er både godt og skidt at blive inviteret, for så husker man desto mere sin egen familie.

Til sidst spillede Komiko fra det veltempererede klaver, måneskinssonaten m.fl.

I morgen tidlig tager vi afsted mod først Hawler, hvor vi skal hilse på én, der sørgede for at vi kom nemt gennem grænsen, og dernæst til Dohuk, hvor vi skal være hos Galavis´ familie. Shnoo kommer med os for at opleve Amadia et par dage. Det bliver hyggeligt, men bare ikke bilen sprækker.