Første dag på hjemrejsen gik rimelig fint, og der er trådløst internet på hotellet!
Vi tog afsted kl 9 i smukt vejr efter en frostklar nat. Svigersøster Siber fældede tårer, og de unge vinkede efter os. Vi nåede grænsebyen Zacho efter knap 2 timer, og kunne se de høje sneklædte tinder inde i Tyrkiet.
Selvfølgelig var det igen lidt af en udfordring at skulle gennem grænsen. Først et par timer på den irakiske side, hvor man skal gå fra kontor til kontor. Heldigvis er de flinke. Dernæst et par timer på den tyrkiske side. Den ene time fordi politiet holdt sig en lang frokostpause. Jo, serviceniveauet er højt! Galavis blev lidt pirrelig over, at al bagagen skulle ud af bilen, og sendes igennem et gennemlysningsbånd ligesom i lufthavnene. Heldigvis er det meste pakket i klumper. Hvor mange kriminelle de får fat i på den måde, er jo ikke godt at vide, men man håbe at det trods alt har en præventiv virkning. Galavis svor i hvert fald, at hun aldrig mere skal til Tyrkiet.
Herefter (klokken var blevet næsten 15) gik det så uden afbrydelser til Mardin, som vi nåede efter 2½ time. Et pragtfuldt syn, når man nærmer sig på den flade slette, og i tusmørket ser byens lys spredt udover det bjerg, byen ligger på. Mardin er ligesom Amadia en ældgammel kristen by (selvom det kristne er gået noget af den). I det hele taget er det fascinerende, at de fleste af byerne i dette område har en historie, der går 2-3000 år tilbage. Fx skulle Abraham stamme fra en af småbyerne nær Sanliurfa.
Det er planen, at vi i morgen formiddag besøger et ældgammelt assyrisk kloster (Mar Hanania). Derefter går det videre mod Middelhavet. Jihaaaa!
