Efter lang kørsel gennem voldsom regn og blæst kun oplyst af kraftige lyn ankom vi i aftes til Cesme, hvorfra vi håber at tage færgen til Chios om nogle få timer.
Turen langst Tyrkiets middelhavskyst har været overraskende smuk og behagelig. Vejret er sommervarmt, og vandet lige til at bade i, hvilket jeg dag også gjorde i nærheden af Antalya.
Kystområdet minder meget om Grækenland, men er utroligt grønt og frodigt. Karakteristisk er de mange mange drivhuse i alle byerne, og de mange bananpalmer. Bananen er åbenbart områdets særlige frugtafgrøde. De smager også godt.
Langs det meste af sydkysten kan man høre radio fra Cypern, og når man så lægger til turistindustrien, reklameskiltene og havudsigten, var det faktisk som at være i Grækenland.
Bortset fra selvfølgelig, at der ingen kirker er. Dem så vi til gengæld i en stor forladt landsby, der hedder Kayakoy nær Fethiye. Denne by har dannet udgangspunkt for den fængslende roman Birds Without Wings, som handler om samlivet mellem kristne og muslimer før Mustafa Kemal Atatyrk. Krigen og det nye regime betød, at alle kristne blev udvekslet med muslimer fra Grækenland og Bulgarien. Da alle håndværkere stort set var kristne, betød det, at en by som Kayakoy/Millesi mistede sit livsgrundlag, og med tiden blev helt forladt. I dag står den som museum med 2000 sammenfaldne huse. Desuden er der en del kirker, hvoraf de to er temmelig store.